Det hænder jo heldigvis, at tankerne af og til bliver til filosofferende perspektiver på nogle af livets spørgsmål. Store som små. Her kommer mine mindre politiske budskaber. Men absolut værdier, som jeg vægter meget højt.

Psykisk vold og ordfattigdom

Volden i Danmark er blevet ekstremt synlig i gadebilledet. Det er fattigdommen også. Og vi er mange, der bekæmper begge dele. Men er vi ikke alle udsatte for både vold og fattigdom hver evig eneste dag? Det er jeg overbevist om.

For det er ikke udelukkende fysiske overfald og hjemløshed, der er synlig. Psykisk vold og ordfattigdom er de værste mekanismer, som jeg ser det. Psykisk vold ER ordfattigdom. Og ingen undskyldning for uhøvisk opførsel.

Der er efterhånden alarmerende indskrænkede ordforråd på de sociale medier og vi skal lægge øjne såvel som ører til ganske mange ukvemsord i løbet af dagen. En absurd vrede overalt. Og hvorfor?

På grund af noget så naturligt og menneskeligt som uenighed. Uenigheden skal der være plads til. Problemet opstår, når man bliver mødt med unaturlig fjendtlighed, selv fra venner og familie, og umenneskelig adfærd, når det for alvor er vold – hvad enten den er psykisk eller fysisk.

Det kan ikke være rigtigt, at vreden, overfaldene, kan opstå så let på grund af en evigt uundgåelig uenighed. Den vil altid være der.

Så var det ikke på tide at håndtere den med en smule værdighed frem for at té sig som primater, der skriger op på nettet og på gaden? Skal der virkelig ikke mere til for at hidse sig op og begå fysiske såvel som psykiske overgreb på daglig basis?

Vi er alle genstande for vrede ordfattigmåse, der åbenbart kun formår at ytre sig med knytnæver og skældsord. Skældsord og slag er vold. Og vold gør ondt.

Er din markedsværdi vigtigere for dig end dine værdier?

Hvornår blev dine værdier mindre vigtige for dig i forhold til din markedsværdi?

Du plejer dit netværk. Men plejer du også dit helbred?

Er dine dybe refleksioner blevet til strøtanker? Jeg har meldt mig ud af stort set alle facebook-grupper.

 

Jeg ønsker helt grundlæggende bare ikke at deltage i en forværring af din mentale sundhed.

 

Du ved det godt. Dine skærme blinker og hyler nærmest ligefrem, bare fordi jeg lige syntes, at hvad jeg havde at fortælle ikke dig specifikt, men alle mulige, som jeg tilfældigvis rent teknologisk sidestiller med dig som menneske, ikke kan vente.

 

Jeg forstyrrer dig, fordi jeg vil have ikke bare din, men rigtig mange menneskers opmærksomhed lige nu.

 

Jeg river dig ud af din koncentration og kvalitetstid. Du sidder måske og læser. Går en tur ved vandet. Ligger på gulvet og klør din hund eller kanin bag øret. Men jeg insisterer.

 

Jeg forlanger af dig, at det er lige nu, du vil koncentrere dig om mit liv frem for dit. Og jeg måler min betydning i dit liv ved at føre regnskab med, hvor mange af mine utallige opslag, som du ”liker”, kommenterer eller deler. Det er krav, jeg stiller til alle mine 800 venner, bekendte og sågar ubekendte.

 

Jeg skal simpelthen være hovedpersonen hver dag. Og det føler jeg mig kun som, når jeg er dén, der har allermest ”aktivitet” på facebook. Så er jeg vigtigst.

 

Jeg er mere værd end dig. Jeg følger nemlig nutidens usandsynligt overfladiske uskrevne regler.

 

Og oven i dét ser jeg skævt til dig, næste gang vi ses. Jeg begynder at spekulere i, hvorfor du ikke længere tilkendegiver, at du er enig med mig. Så må der jo være noget galt. Så er vi ikke venner længere.

Du har fornærmet mig med din manglende interesse for min hverdag.

 

Nej. Det ville jeg faktisk aldrig byde dig. Tværtimod vil jeg gerne vide, at du slipper det til skærmen fasttømrede blik og slapper helt helt af. Og at du har tillid til, at vi, vores venskab, er okay, selvom vi ikke læser alt om hinanden på nettet.

 

Du må da gerne fortælle mig, hvad der er sket i dit liv.

Men jeg behøver ikke at vide det i nutid.

 

Det er okay, at der går noget tid, før vi kommer ind på, hvad vi hver især har oplevet, eller vigtigere endnu – hvordan du har det.

 

Og jeg håber, at du vil vise mig samme overskud. Gerne ved at blæse på det socio-teknologiske opmærksomhedsunderskud. Vi bør altid glæde os på hinandens vegne. Selvfølgelig da. Men behøver det at være lige nu?

En ven fra gaden

En ven fra gaden fortalte mig engang, at når han og hans venner holder fagligt møde en gang om måneden, så begynder det altid med et minuts stilhed... Det er fordi der hver måned er nogen, der har mistet livet på, eller skulle man sige til, gaden. Altid. Hver måned. Eet minut.

 

Og hvor mange minutter bruger vi selv på en hjemløs af hvem vi allerede har købt Hus Forbi eller hjemløsekalenderen eller måske to stykker frugt til ham, der troligt står og sælger avisen hver dag? Eet sekund?

To måske, hvis vi blot smiler og siger godmorgen til ham.

Det kan også sagtens tænkes, at vi falder i snak med ham og det er ham, der får os til at smile bredt på vej hjem med vores fyldte indkøbsposer. Det synes jeg faktisk er det allerbedste.

 

Det er lige så godt som at sidde i opholdsstuen, der føles så dejligt varm. Ikke så meget fra radiatoren. Men fra den indre varme, der kommer fra legende hunde og leende avissælgere, der lige kigger ind forbi til et måltid mad, en mobilopladning og en god kop kaffe. Der bliver udvekslet røverhistorier fra de go’e gamle dage.

 

Nogen har en fortid som sømand. Den anden var tæt på at blive filmstjerne. Og så var der ham, der faldt i kamp – i kampen mod sine egne indre tanker. Her bliver det alvor. Her gør det ondt.

 

For du har set ham. Du har mødt ham. Men du har ikke glemt ham. Nu er han væk – helt uden at vide, at du havde et brændende ønske om at hjælpe ham... næste gang, du så ham. Men det nåede du ikke.

Kunne du have forhindret ham i at blive månedens eet-minuts-stilhed?

...

Børn skal have lov til at være børn – Ikke små politiske projekter

Lad børn være børn og lad være med at fylde små letpåvirkelige hoveder med knækcancer, danmarksindsamlingen, naturkatastrofer, og anden sorg og bekymringer. Dén slags tilhører voksenlivet.

Selvfølgelig kan man lære sit barn at respektere naturen, overholde tider, spise op og så videre uden at bidrage til skræmmekampagner om dommedag, grov kriminalitet, sultne børn og madspild.

Det er bekymrende, at så mange børn har angst og fyldes med fakta fra voksensnak.

Vi har set TV-klip med børn, der bliver ulykkelige, når de har set på fjernsyn og på internettet, hvordan børn i andre lande sulter og tørster. Hvorfor skal helt små børn overhovedet se dén slags?

Da jeg var lille, der var det lige på hovedet i seng efter børnetimen - eller i det mindste, når der kom nyheder. Og nyheder er for voksne.

Hvor ville jeg ønske, at vi så nogle TV-klip, der viser børn, der sidder inde på værelset og leger med deres legetøj - mens mor og far ser nyheder om krig, klima, kriminalitet og andet.

Ingen legalisering af hash. Ingen.

Der er adskillige grunde til ikke at give efter for hashhandel. For det første har vi ingen garanti for, at en legalisering vil stoppe det hårde miljø.

En anonym Christiania-pusher udtalte til pressen, at kunne han ikke leve af at sælge sin hash længere, så måtte han finde på noget hårdere. Hvad menes der mon med udtrykket? Mener han indbrud? Gaderøverier? Hjemmerøverier? Salg af hårdere stoffer? I så fald er denne holdning blandt pusherne netop med til at forværre situationen således:

 

Får vi en legalisering, så vil der være mange privatpersoner, der vil forsøge at sælge det selv. Fordi det vil være ganske lovligt og en mulig ekstra indtægt.

Følgeligt vil udbudet af hash stige, så prisen vil falde i og med, at man vil underbyde hinanden. Fordi værdien af hash vil falde, kommer de organiserede bander til at sælge endnu mere af de hårde varianter.

 

For det andet vil en legalisering være lig med lovlig reklame. Herefter vil mange førstegangs-hashbrugere udvikle en stigende interesse, fordi det er nyt, spændende og ikke længere strafbart. Og så snart det ikke er nyt og spændende længere, så vil man prøve de hårdere varer. Og hvor får man dem? Hos de organiserede bander. Har en legalisering så flyttet markedet fra de organiserede? Nej.

 

For det tredje vil hash blive en del af gadebilledet. Man vil finde bøvehoveder på hvert et gadehjørne. Med sløvede hjerner og elendig opfattelsesevne. Når vi i forvejen har problemer med spritbilister, hvad får vi så ikke med hash-hoveder? Dårlig idé. Med flere ulykker i trafikken til følge.

 

For det fjerde vil en legalisering aldrig kunne forhindre misbrug. Tværtimod vil det, som for eksempel alkoholisme, blive en underlig størrelse, hvor man ikke selv vil være sig bevidst om sit misbrug før det er for sent. Der er også risiko for at såre familien i processen. Ergo må vi indregne endnu flere afvænninger i budgettet. Det vil være endnu en slåskamp mellem partierne om, hvor der så skal spares for at kunne finansiere det stigende behov for afvænning.

 

For det femte skal vi aldrig nogensinde give efter for noget, bare fordi det viser sig som en tendens. Jeg garanterer for, at hash ikke altid vil være nok for køberne. Man vil gå til de hårdere varer. Dét marked vil stige. Så har vi balladen med de organiserede bander igen. Så ville man reelt også skulle lovliggøre heroin, kokain, osv., hvis ”tendensen” og det at skulle ”forholde sig til virkeligheden” skulle imødekommes på samme måde som hash.

 

Slutteligt er det klart, at rydning af hashboderne vil flytte salget ud på gader og stræder. Til dét kan jeg kun sige: Start klapjagten. Foregår der handel foran øjnene af dig, så stop det ved tilkalde politiet. De er vældigt rare at tale med, har jeg erfaret.

Klapjagt over legalisering, tak.

Hus Forbi - Forbi

Hus Forbi forbi?

Her i weekenden har jeg haft endnu eet af utallige positive møder med en Hus Forbi-sælger ved det lokale butikscenter. Senest i nordsjælland, mens jeg var på DF-kampagne. Traditionen tro, så at sige, fik vi en lille hyggelig snak over en kop kaffe, og sælgeren var, ganske som de fleste af hans kolleger, et venligt og snakkesaligt nyt bekendtskab. Han kunne fortælle mig, at han har solgt Hus Forbi-avisen siden november, og indberetter oplysninger om sit opholdssted hver måned for at få sin kontanthjælp udbetalt. Og skønt hans forfrosne fingre lige akkurat formåede at holde om kaffekoppen og stikke en stor og velfortjent håndfuld DF-bolcher i lommen, ja, så stod han der lige så munter og glædede sig over sit job. Jeg skulle sågar vente i en mindre kø af kunder, der ikke alene købte avisen, men også havde lyst til at tale med dette hjertevarme menneske.

 

Ved et andet butikscenter herhjemme i København står der ofte to af hans kolleger. Den ene sørger altid for at få to stykker frugt om dagen, og den anden fortalte mig glædesstrålende om en hel sæk med chokolade, som sælgerne havde fået i julegave. Det er jo egentlig fantastisk.

Alligevel gør det mig trist at høre, at den ene af sælgerne sover i et telt i skoven, fordi der ikke er en plads til ham på et herberg.

Og rasende, da han trist og erkendende sænker sit blik og fortæller mig, at det ikke en gang er danske, men udenlandske hjemløse, der optager pladserne.

Og bekræftet i min bekymring, når jeg erindrer kommunens undersøgelse foretaget en nat, hvor der er registreret 8 danske hjemløse sovende på gaden og 58 udenlandske.

 

De eksisterende transitordninger, der skulle sende udenlandske hjemløse tilbage over den danske grænse, fungerer åbenlyst ikke i tilstrækkeligt omfang. Så hvorfor ikke tage anderledes midler i brug, i det mindste indtil ordningerne virker?

Det er et stort personligt ønske, at Hus Forbi-sælgere må blive ikke bare aflønnet, men belønnet for deres indsats på gaden.

Derfor så jeg gerne, at arbejdsmarkedet tog sælgerne ind på en slags fast-track-ordning, hvor de bliver tilbudt jobs til fuld månedsløn, en almen bolig og en reel chance til. For de mange, som jeg har mødt, er jobparate. Og mere optimistiske end de fleste.

Hvis ikke arbejdsomme kolde hænder fortjener en varm seng og en ordentlig løn, hvem gør så?

Derfor bør Hus Forbi – før eller siden – for den enkelte være forbi.