Lidt om mig

Jeg er det yngste af mine forældres fire verdenshjørner. Jeg er vokset op i barndomshjemmet i Jyllinge sammen med 3 storesøstre, i villa, med vovse, en Volvo og i den klassiske kernefamilietilværelse.

 

Jeg flyttede til København i 2007 og har siden haft 8 år på arbejdsmarkedet, primært i forsikring, og så tog jeg 5 år på universitetet.

 

Nu er jeg færdiguddannet cand.ling.merc. og suppleant i Borgerrepræsentationen. Det betyder, at jeg er god til sprog og ved en masse om, hvordan tingene hænger sammen, når vi skal beslutte, hvad vi skal stemme i forbindelse med de mange forslag, som stilles i salen.

 

Jeg har været med til at forhandle Københavns kommunes budget for 2019 og så skriver jeg selv de tekniske forslag og uddyber meningen med dem i aviserne, når vi skal til at stemme for eller imod.

 

Foruden politik har jeg et vist kendskab til, og erfaring med, hvordan man rent faktisk hjælper et større samfund, en mindre by eller en enkelt sjæl til at få en bedre tilværelse.

 

Det kan være, at en afrikansk by på grund af en farlig flod er afskåret fra de andre landsbyer, og derfor lever både fattigere og mere isoleret end deres naboer. Her er det godt at kunne bygge broer.

 

Det kunne også være en langtrukken og ubarmhjertig sagsbehandling, der slider på et menneske, der sidder fast i systemet, fordi der mangler hjælp til at forstå de love, der spænder ben for en bedre tilværelse.

 

Kort sagt: Jeg ved, hvordan man går til opgaven, hvilke personer der skal involveres og hvordan, hvad der kan være af problemer undervejs og hvordan de bedst løses, hvis de skulle opstå.