Udvalgte SoMe-opslag

Her har jeg samlet nogle forskellige opslag fra min officielle side på Facebook. Kig gerne forbi på "Cheanne Nielsen - Folketingskandidat for Dansk Folkeparti"

At legalisere kriminalitet er ikke en løsning. Det er et hvidt flag med risiko.

Overborgmester Frank Jensen skriver d. 12. november, 2017: ”Så længe vi forbyder et stof, som er lige så udbredt som hash, vil der være bander. Det kunne man så overveje at gøre noget ved”. Med så mange gode tiltag for at stresse og forebygge i bandemiljøet, så vil man bare smide det hele på gulvet nu?

Skulle man ved afstemning ende med en naiv godkendelse af legalisering af stoffer, så tvivler jeg stærkt på, at de hårdkogte bandemedlemmer bare vil bøje sig og acceptere, at markedsandelen er tabt.

Tværtimod kunne der blive tale om afpresning. Om trusler. Uden mulighed for at sanktionere selve narkodelen.

Det betyder vel samlet set mildere sammenlagte domme. Mindre afsoning i fængslerne. Kontinuerlig bandeaktivitet på gaden.

Det betyder ikke, at man har løst problemet, hvis stoffer legaliseres – Det betyder, at man har givet op. Det betyder, at voldsmændene har vundet. Og det skal vi aldrig nogensinde tillade.

Det vil jeg forsøge at overbevise overborgmesteren om, når jeg debatterer med ham i aften kl. 18.00-20.00.

Selvransagelsen skal nok komme. Det er en del af livet.

Igen er den røde fløj på spring på rådhuset. Man vil simpelthen markere reklamer med teksten ”Dette billede er blevet digitalt manipuleret”. Hvornår blev det politikeres ansvar at nurse borgerne i en grad som aldrig set før?

Du milde, det er naivt at tro, at unge pigers selvværd kan få et nøk op ved blot at gøre opmærksom på, at billederne på busreklamerne rundt omkring i byen er retoucheret. Det er sandt for dyden ikke her politikernes krudt skal bruges for blot at markere, at et billede er blevet bearbejdet.

Det er ikke en kommunal opgave at fjerne den udbredte perfektionisme. Det skal komme indefra hos den enkelte. Og det kan lade sig gøre uden politikeres indblanding. Selvransagelsen skal nok komme. Det er en del af livet.

Hvad så med de utallige usikre piger på facebook, der uploader det ene unødvendigt forvrængede profilbillede efter det andet? Dét med trutmund, med fyldigere hår, med hvidere tænder, med større øjne, med glattere hud, osv., end hvad de har i virkeligheden? Hvad med dem? Skal de så også have en mærkat?

Eller måske skal mænd og kvinder til at gå med t-shirts med tekster som: ”Mit hår er clipset på”, ”Jeg får spraymalet min hud”, ”Jeg har købt mig til en større barm”, ”Jeg skjuler min vigende hårgrænse”?

I 1990ernes USA talte man om politikernes såkaldte ”amendmentitis”. Det var en historisk lang række forslag til lovgivning, som stred imod landets grundlæggende værdier. Vi kan hurtigt blive enige om, at visse grundlæggende værdier også på sin vis er i betragtelig tilbagegang i Danmark – primært takket være venstrefløjens evindelige følelsesporno. ”Så vinder egoismen”, advarer SFs partiformand på landsmødet dags dato. Hun minder om, at vi alle er gode nok. Et udmærket budskab.

Men må jeg minde om, at velfærdsstaten eksisterer for at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv – ikke dem, der ikke kan tænke selv.

 

Kriminalforsorgen v. Kriminalomsorgen

De stakkels stakkels indsatte... eller ansatte? ... eller indsatte? Hvem er egentlig offeret? Forvirringen er total.

Under mødet d. 17. nov. i Folketinget forekom der nu og da interessante vinkler. Tag nu for eksempel drøftelserne nedenfor om de indsatte. Emnet hører jo egentlig under Kriminalforsorgen, men en ganske betragtelig andel af MFere i salen må have troet, at der var tale om KriminalOmsorgen.

Hvad kunne ellers forklare det voluminøse forsvar af indsatte kriminelles rettigheder op mod de af de ansattes?

Nedenfor - Nogle eksempler til illustration af kriminalomsorg:

 

Under drøftelser om et totalt rygeforbud i fængslerne lød den Radikale indvending: “Nej, de indsatte skal ikke straffes mere, end de bliver i forvejen. De indsattes celler bør man sidestille med et hjem og et rygeforbud i cellerne er et voldsomt indgreb i den fængsledes privatliv”. Så hellere tilbyde masker til de ansatte. Ja, lad os da endelig få flere tildækkede ansigter i hverdagen.

Det bør imidlertid bemærkes, at 7 ud af 10 adspurgte ansatte oplever sundhedsskadelige røggener.

Et andet parti fandt, at man bør sidestille cellerne med en arbejdsplads. Men her kommer en idé for egen regning: Hvad med faktisk at sidestille fængsler med... fængsler? Nå pyt, hvis et rygeforbud i fængslerne har en større præventiv effekt end højere straffe har, så er det da fint med mig. Men her kom så Alternativet og reddede jorden, da den kaldte: For der er lige dét, der hedder “normaliseringsprincippet”, der i al sin jubel og skønhed går ud på, at den indsatte skal mærke så lidt forskel mellem sin hverdag inden for som uden for fængslet. Og det er “i øvrigt i overensstemmelse med FN”. Javel ja. Jamen så må vi jo bøje os. (?)

Stålsatte, principfaste og for evigt komplet urokkelige (på dét tidspunkt i hvert fald) Liberal Alliance gav da også deres besyv med: “Nej til rygeforbud i fængsler, for så vil konfliktniveauet stige og skabe ophidsede gemytter”. Ja, ærligt talt, alle skal da være gode venner, ligesom på rød stue, ikke sandt?

 

Et andet punkt på dagsordenen: 42,7 %, der skal afsone, møder ikke op iflg. Pind. “Det kunne jo skyldes, at de ikke kan gøre for det, fordi de ikke har tjekket deres e-boks", lød Enhedslistens forsvar – i kombination med Radikales notits om, at “bøde ikke skal være en straf, for det har den afsoningspligtige ikke råd til”. Altsåeh... Hvis du har fået en dom, så kommer det nok ikke som en overraskelse, at der før eller siden kommer en indkaldelse til afsoning. Men lad os da bebrejde eBoks, Post Nord, solen i øjnene, modvind og hukommelsestab i stedet for... For det er da ganske enkelt aldrig den dømtes skyld, at denne bliver væk fra afsoning, vel?

 

(Op)følgende punkt: Respektpakken: Når man befinder sig i Kriminalforsorgens varetægt, så skal det udløse en hårdere straf at udøve vold mod de ansatte. Det lyder som en rimelighed. Ja, en naturlighed. Men nej, for her syntes man fra venstre fløjs side, at det simpelthen skulle defineres helt ned i detaljen om, hvorvidt det kun gjaldt vagter o.l., eller om det også skulle gælde kokken og øvrigt kantinepersonnel.

Nu er jeg selv kulinarisk analfabet, men jeg tror nu, der skal lidt mere til end en sauce, der skiller, før man får een på hovedet, selv blandt afsonende borgere.

Og endnu et spørgsmål i forlængelse heraf: “Gælder den hårdere straf også, inden man er kendt skyldig? For tænk nu, hvis vedkommende var uskyldig” Hvis du er varetægtsfængslet, er du udmærket klar over, at den ikke er helt god, og selvfølgelig skal du stadig opføre dig ordentligt, dom eller ej.

 

Dagens møde var præget af kærligt drilleri og mangt en vrangforestilling i en herlig paragrafridende blanding. Min personlige favorit i løbet af mødet, der varede fra kl. 10.00 til ca. 20.15 var dog Venstres Preben Bang Henriksen, der, næsten med stolthed i stemmen, indledte sin bemærkning med, at han havde været i fængsel mange gange. Mon ikke MFeren mente som besøgende på tur med udvalgene?

Hvad med det multimentale samfund?

Med hånden på hjertet... Hvor forenet bør Foreningsdanmark egentlig være?

Det er vist tid til en smule perspektiv og granskning af selv- og anstændigheden. Det seneste døgn har der på facebook været lidt af en DF-bashing, for nu at tage eet ud af mange konkrete eksempler, fordi man savner Dansk Folkepartis repræsentation i demonstrationer. Men ærligt talt (og det er nu, hånden skal placeres lige, hvor hjertet slår), hvorfor sås der tvivl om et andet menneskes holdning eller medfølelse, indtil den manifesteres af et like? Et flag? Et tændt lys i vinduet? En buket ved en ambassade? Et fakkeloptog? En deltagelse i en demonstration?

Der eksisterer en sær mentalitet af, at du ikke har en holdning, medmindre du gør nøjagtigt, hvad resten af de ligesindede parter gør. Skriver det samme. Liker det samme. Farver dit profilbillede med samme flag.

Nej. Jeg nægter at tro, at nogen kan have mistillid til andre mennesker, indtil bevisførelsen er tilstrækkelig for den beskyldende part.

At jeg selv, og det er de fleste bekendte med, ikke ønsker at deltage i demonstrationer, det er mit valg. At jeg vælger at søge indflydelse ved at blive folkevalgt til Københavns rådhus, Folketinget eller noget helt tredje, det er mit valg.

At andre vælger at gå ånd i ånd forenet gennem gaderne og føle samhørig- og stolthed i f.eks. For Frihed, det er deres valg.

Men at bebrejde politiske partier og enkeltpersoner for ikke at demonstrere, det svarer til at jeg ville begynde at bebrejde demonstranter, at de ikke stiller op til valg. Nej. Dér skal vi ikke hen. Jeg kunne også bebrejde andre, der ikke støtter og hyggesludrer med hjemløse. Eller dem, der ikke sætter farten ned for duer. Listen er lang, men den er nu en gang individuel og frivillig for hvert et menneske.

Jeg savner en smule gensidig tillid mellem dem, der hver især kæmper for og føler Danmark. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om et multikulturelt samfund. Men kære venner. Mon ikke det er okay, at vi har multimentalitet?

Så hvad med at acceptere, og sandelig også respektere, at vi er forenet – hver for sig?

Politikerlede eller dommerlede?

Er det de forkerte, der bliver dømt ude? Er det de forkerte, som facebook-brugere giver det røde kort? Lider Danmark mon i virkeligheden af dommerlede og ikke politikerlede? Utallige facebook-opslag indeholder efterhånden på ugebasis en avisartikel om voldtægt, dernæst en enkelt sætning, hvor den skyldige bandes langt væk, politikerne ønskes langt væk, og hertil kommer udråbstegn og en sand rebus med hundehilsener, rød-orange emojis med røg, pistoler mod tindingen og jeg ved ikke hvad. Nuvel, vi kan her konstatere, at man er utilfreds med dommen.

Netop... dommen.

Hvorfor er det så egentlig politikerne, man skælder ud? Hvis vi sammenligner hooligan-opførslen med dén ved en fodboldkamp, så er der sandelig ingen problemer med at råbe af dommeren.

Det er ubeskriveligt, skønt mange giver det et solidt forsøg med deres emojis, hvor stor vreden er, når der er tale om voldtægtsmænd, der går fri e l l e r får en uhørt lav straf – her forstås en straf, som er afsonet, inden offeret overhovedet er kommet sig. Det er skrækkeligt. Men jeg må samtidig spørge, hvorfor man aldrig skælder den domfældende part ud. Selvfølgelig skal der fortsat være hårdere straffe, for vi har at gøre med endnu hårdere voldsmænd.

Og strafferammen er der allerede. At der er både formildende og skærpende omstændigheder i hvert tilfælde, det er dommernes afgørelse. Ikke politikernes. Det er da helt forståeligt, at man som læser hidser sig op og skælder ud på dem, der voldtager – det gør jeg da selv.

Men at skælde ud på politikere, der har indskrevet op til 16-20 år som straf i lovgivningen, heraf 8 år for voldtægt, stiller jeg mig uforstående over for.

Kunne vi blive enige om, at der er forskel på beføjelserne hos hhv. den lovgivende og den dømmende magt? Eller vil man fortsat skrige op og lave bølger?

Lidt at tænke over indtil næste fodboldkamp.

Feminisme - En gammel folkesygdom er genopstået

Feministisk Initiativ eller Feministisk Redundans?

Valgkampen er så småt i gang og som kandidat har jeg modtaget et utal af invitationer til samme besynderlige formål: ”Stem-på-en-kvinde”. ”Kvinder er underrepræsenteret i dansk politik”. Og hvad så? En misere? Nej, det synes jeg da ikke. Et parti skal vel have de bedste folk frem for den bedste kønsfordeling. Min erfaring er da, at kvinderøster bestemt ikke bliver overhørt.

Men den fallable præmis fortsætter ufortrødent: ”Vi må alle stå sammen om budskabet. Kvinder skal vide, at de er gode nok til at gå ind i politik” Gode nok? Skal vi nu også til at have curlingforældre til voksne kvinder? Hvad med at lade kvinder selv komme frem, hvis de har formatet? Og nu er det ikke fordi jeg skal lege dommer Blachmann, men et X-kromosom er altså ikke en X-faktor i sig selv. Der skal mere til.

Men her kommer altså en bevægelse ved navn "Feministisk Initiativ". Man står og flagrer med sine lyserøde flyvesedler og skriger skingert: "Ud med racisterne og ind med feministerne". Jeg må bare spørge: Hvem er de omtalte racister egentlig? Hvor er deres opholdssted? For jeg kender sandelig ingen. Man ønsker "mindre racisme og mere kærlighed". Igen et underligt ufunderet paradigme og sågar med en forvirrende præmis. Så her må vi konstatere, at der er tale om en fortælling, hvor man på egen hånd må delkonkludere, hvad der mon menes. Og mit bud er, at det er politisk korrekthed pakket ind i lyserødt glanspapir - papir, der hvirvler lige så meget rundt i vinden, som disse enkeltsagspolitikere vil gøre, når der stilles spørgsmål til områder, der endnu har tilgode at blive formuleret i bevægelsens valgprogram.

Er det mon national og kommunal ansvarlighed, som man forveksler med racisme? Muligvis. Det er jo set før.

Feminisme... Politisk korrekthed... To tendenser, der har et fællestræk – hysteri. Simpelthen. Men det er lidt tragikomisk, er det ikke? I gamle dage forskede de fremmeste læger i, hvordan man kom hysteriet til livs. I dag har vi så en række doktorer, der bliver hevet ind i mangt et tv-program for at understøtte netop dén folkesygdom. Hvor gik det galt? Tænk, at vi er efterkommere af vikinger.

"Et lille stykke feministisk Danmarkshistorie blev i dag skrevet", beretter Tv2Lorry. Ja. For historien har det med at gentage sig selv.

Danskerne er også krigens ofre

Danskerne er også krigens ofre Jeg har registreret, at der blandt de indtil videre 61 delinger af mit seneste opslag fra min politiske side er personer, der har svært ved at acceptere min påstand om, at danskerne også er krigens ofre. Jeg mener fortsat, at det er de blevet, fordi det går ud over vores socialt udsattes lindring af deres svære kår, at der relativt hurtigt, lad os nu være ærlige, er kommet milliardudgifter til håndtering m.m. af flygtninge.

Det er ganske enkelt blevet sværere at budgettere og sikre tryghed til vores udsatte, som potentielt har haft det svært hele livet.

Dén glemsel i budgetterne, og ikke mindst i utallige ”krige” på de sociale medier, er dybt usympatisk.

I min optik er det skrupforkert at argumentere for, at flygtninge, som man jo fortsat vælger at kategorisere og italesætte de krigsofre, der har valgt at rejse langt langt langt væk, skal have privilegier, som vi ikke kan tilbyde vores egne.

For hvem kan gøre sig til herre over, hvem der har haft det sværest? Hvem? Ingen. Der er ingen, der kan vurdere, hvad der tærer mest på det enkelte menneske.

Der er en grund til, at vores velfærdssamfund er bygget op omkring hjælp til socialt udsatte.

Selvfølgelig kan det da være traumatiserende at opleve krig. Det ville jeg aldrig anfægte. Men jeg vil sandt for dyden heller aldrig acceptere den åbenbare forglemmelse, som opstår på de mange hidsigt reagerende frelste kommentartråde, lige så snart man så meget som nærmer sig det mest realistiske spørgsmål inden for traditionen: ”Hvad med vores egne?”

 

Et par overvejelser uden forudgående kategorisering:

Hvorfor skulle det føles værre at skulle forlade sit hjem og sin familie end dét aldrig at have haft et hjem og en familie?

Hvorfor er det mere synd for dem, der ikke kan klare sig i et land, hvor der er sproglige og kulturelle barrierer, end for dem, der oplever sociale barrierer?

Bare fordi vi i Danmark er markedsført som ih og åh så lykkelige, så er det groteskt, at vores egne, der ikke har fysiske og/eller mentale kræfter til at klare sig selv, skal negligeres, fordi der pludselig kommer flere til landet, der har haft det hårdt (og ikke dem, som politikommissær ved Københavns politi Kjeld Farcinsen åbent kalder for ”de udspekulerede”).

Det handler grundlæggende om mangel på tryghed og følelsen af at høre til.

Og her vil jeg ærligt talt gerne møde dén, der i alvor og med almen indsigt oplever, at socialt udsatte fint kan klare sig, når de får frataget deres mulighed – deres årelange drøm – om endelig at få et hjem og en ny begyndelse.

Må jeg slutteligt minde om, at de efterhånden tyndslidte argumenter om menneskerettighedskonventioner dårligt kan gøre sig overlegne og tilsyneladende i debatten altoverskyggende, eftersom der ved konventionernes fødsel dårligt var fokus på individets psykologiske trængsler. Det så nemlig først sin udbredelse årtier senere. Selvfølgelig er vores egne også ofre.

Den nye drivhuseffekt

Drivhuseffekten har fået en ny betydning: På rådhuset vil man konsekvent have glashuse med grønt, når der skal justeres i lokalplanerne. Og man presser dem gerne rask væk ind imellem eksisterende bygninger i meget smalle og tungt trafikerede gader. Ja, glasset gør da, at en bygning ser mindre bastant ud, mens vi får en mængde grønne tage til gavn for miljøet.

Men... Hvis det, som vi har set, bliver resultatet gang på gang på gang, så må det forventes, at det ser noget kedeligt og ensformigt ud i længden. Så går vi fra lutter betonklodser til lutter glashuse med grønt.

Imens er lokale beboeres og virksomheders svar ikke til at misforstå: NEJ TAK: For lidt plads, for meget skygge, for meget støj og for meget trafik.

Alligevel stemmer man skidtet igennem på trods af utvetydige protester.

Det er da lidt tragikomisk, at partier der varsler dommedag med drivhuseffekten, ivrigt kæmper for at opføre drivhuse hver dag, er det ikke?